Spændende arrangement hos Ocean Plastic Forum

Den 5. december var Bente N. Christensen fra Dansk Materiale Netværk, DMN, i spændende selskab med Ocean Plastic Forum i anledning af sidstnævntes 1 års fødselsdag. DMN er medstifter af Ocean Plastic Forum.

Anledningen var netop årsmøde og forummets 1 års fødselsdag, hvor DMN sammen med de 50 medlemsvirksomheder, brancheorganisationer, videncentre og NGO’er var samlet til konference og speed-dating for at krydse kompetencer i nye kreative samarbejder. Gode kræfter er samlet i Ocean Plastic Forum med det formål at udvikle teknologier, forretningsmodeller og udveksle viden omkring opsamling, sortering og genanvendelse af plast fra havet, kyster og langs floder.

Formand for Lars Have Hansen startede med at byde velkommen, og udviklingsminister Rasmus Prehn kunne derefter ønske tillykke direkte fra Jakarta med et webcast.

På vegne af Salling Gruppen overrakte direktør Annette Juhler Kjær en donation, der skal støtte Ocean Plastic Forums arbejde med at bortskaffe og indvinde den plast, der allerede er endt i havene og finde nye løsninger og teknologier i kampen mod plastforurening. Salling Fondene ejer Salling Group og i deres forretninger Føtex, Netto og Bilka har de fokus på at nedbringe unødig brug af plastik.

Herefter var det tid til speed-dating med over 250 individuelle møder, der på forhånd var aftalt mellem deltagerne.

DMN har et tæt samarbejde med en række af Ocean Plastic Forums medlemmer gennem flere udviklingsprojekter, hvor DMN udover projektledelsen bidrager med plastfaglig ekspertviden. Yderligere oplysninger herom kan fås ved henvendelse til Bente N. Christensen på tlf. 36973603 eller mail bnc@dmn-net.com

Dato: 
Tirsdag, 17. december, 2019 - kl . 08:45