Dansk Materiale Netværk styrker sine internationale relationer

Dansk Materiale Netværk deltog sammen med 175 andre netværk i den 5. internationale klyngekonference, som blev afholdt i Stuttgart i september måned. Formålet med denne konference var i stil med de tidligere afholdte klyngekonferencer at opbygge internationale relationer mellem klynger på tværs af landegrænser. Dette foregik gennem deltagelse i B2B møder og workshops afholdt i løbet af konferencen, hvor værtslandet i plenum uddybende fortalte om samarbejdsmulighederne med dem, deres klynger og virksomheder.

Dorte Walzl Bælum, Netværksdirektør for Dansk Materiale Netværk deltog i B2B møder med repræsentanter for en række forskellige udenlandske materialeklynger, hvor det konkrete udkomme i slutningen af oktober blev indsendelse af to BSR Innovation Express ansøgninger. Den ene ansøgning med fokus på samarbejde med en tysk materialeklynge fra Baden-Württemberg, som bl.a. kan byde på besøg hos den sydtyske automobilindustri med henblik på at blive underleverandør hertil. Den anden ansøgning byder på samarbejdsmuligheder for aluminiumvirksomheder og andre leverandører af letvægtsmaterialer med den norske maritime industri. Der krydses fingre i DMN sekretariatet for at ansøgningerne godkendes således at de planlagte aktiviteter kan igangsættes.

Sidst men ikke mindst en stor tak og stor ros til Cluster Excellence Denmark, som var medarrangør af konferencen og planlagde de danske klyngers deltagelse.

...
Dato: 
Mandag, 27. november, 2017 - kl . 11:00