Dansk Materiale Netværk initierer banebrydende samarbejde mellem Danmarks to førende vindmølleproducenter

Dansk Materiale Netværk har initieret et projekt med vindmølleindustriens største spillere, Vestas Wind Systems og Siemens Wind Power.

Formålet med projektet er at etablere et samarbejde mellem de store aktører inden for vindmølleindustrien for at reducere Cost of Energy, CoE.

Der er opnået enighed om, at lægge ud med at se på materialer til sekundære komponenter til vindmøller, mere specifikt materialer til platforme i vindmølletårne.

Det skal afdækkes, om det er muligt at reducere prisen pr. kvadratmeter platform med mindst 20% i forhold til den nuværende pris.

Derudover skal der ses på, hvilke fordele og ulemper der er med platforme fremstillet af hhv. stål, aluminium og kompositter.

Det er målet at arbejde hen imod etablering af en fælles industristandard, for at sikre en fremtidig verdensomspændende produktion af standardplatforme til en reduceret pris, der fører til reduceret CoE.

I projektet er der udover vindmølleindustrien involveret en række underleverandører, der indtil videre har deltaget i en åben workshop. Der er her tale om ca. 20 virksomheder med forskellige kompetencer.

Det primære formål med den første åbne workshop var, at skabe samarbejdsrelationer blandt deltagerne, og at initiere et samarbejde om at udvikle en standardiseret, modulært opbygget intermediær platform, der kan tilpasses tårne med diametre fra 3-8 m.

Deltagerne samarbejdede om at generere idéer til, hvordan en platform kan designes og konstrueres, hvis den efterfølgende skal produceres af hhv. stål, aluminium, komposit eller en kombination af materialerne.

Dagens resultat var en lang række spændende forslag, og mange af deltagerne gik efterfølgende sammen i grupper for at arbejde videre med idéerne efter workshoppen.

På den næste åbne workshop, der finder sted onsdag, den 21. juni 2017, skal 5 grupper præsentere, hvad de har arbejdet med siden første workshop.

Se billeder fra den f'ørste workshop nedenfor

...
Dato: 
Mandag, 19. juni, 2017 - kl . 15:00